Forventninger – refleksioner om skole og forældre

Tiden er kommet til min længste rejsedag, da jeg drager mod Bangkok, efter mere end 20 dage i skønne Europa, hvor jeg har været vældig inspireret til mine forrige indlæg. Mine forventninger til Bangkok er ret store, fordi det er en by jeg har hørt og læst rigtig meget om, hvor jeg især glæder mig til at opleve kulturen. Forventningerne er alene mine og kommer fra et sted i min bevidsthed, hvor der brygges på det som livet eller oplevelserne skal matche. Jeg har rejst rundt i Europa i godt en måned nu, ikke alle forventninger har vist sig at leve op til det som var forestillet, og det ville da også være mærkeligt, hvis det var sådan. Jeg mener ikke at man kan ændre ens forventninger, ej heller at man bør gøre det, for det er en del af livet, at noget er i vente, uanset om det forventes som godt eller mindre godt. Man bliver bedre til at forvente, da erfaringer og fornuft spiller en væsentlig rolle, ligesom det grundlæggende syn på det som venter er pessimistisk eller optimistisk. Jeg har altid været optimistisk anlagt, hvilket er godt i nogle tilfælde og skidt i andre, ligesom det havde været, hvis det var mere pessimistisk. Jeg havde eksempelvis for nyligt booket et 4-stjernet hotel og havde derfor forventet at service og værelset beskaffenhed, herunder tilgængeligt og nogenlunde WIFI fungerede, hvilket skulle vise sig ikke at være tilfældet. 

I den første halvdel af rejsen og derved godt 25 dage, har jeg været forskellige steder i Europa, hvor jeg synes at have ramt mine forventninger nogenlunde, hvis jeg ser det over en bred kam, og der hvor jeg har ramt ved siden af, har jeg sagt til mig selv ”så får jeg det bedste ud af det”. I forhold til hotellet, satte jeg mig i hotellets lobby, da jeg skulle bruge internet og tog for mig af deres the og søde sager undervejs, og fik da også set FCK vs Brøndby på computeren, så det gik alligevel fint. Jeg mener dermed at man kan ændre sin følelse af oplevelsen eller livet, ved at konfrontere sin forventning og det valg man har truffet og gøre sig selv til gamemaster i sit eget liv og spille nye forventninger ind, der hænger bedre sammen med resten af verden. Forventninger kan være svære at leve op til, ofte lever vi med at ens egne forventninger til en selv, ikke altid rammer plet eller som ønsket, men i mange tilfælde er der forventninger til ens person og omvendt der er faktisk en forventning til andre om at levere på et bestemt plan eller niveau. 

Jeg valgte at bruge meget af min ventetid i lufthavnen og i flyet på, at reflektere over forventninger i mødet mellem forældre og skolen, fra mine mere end 10 år som leder i det offentlige. Jeg vil ikke trætte læseren med en historisk gennemgang af de mange begivenheder og forandringer, som perioden har skulle forholde sig til, men jeg vil derimod forundres over, hvad alle disse år har af betydning, for det vi ser i dag hos børn og unge i den danske folkeskole og deres frie tid.

Hvad er det egentlig vi skal forvente?

Som borger i et velfærdssamfund, hvor skolen er den primære og længste dannelsesinstitution, er forventninger ikke så få, ej heller så lette at opfylde. Omvendt har skolen også forventninger til børn og forældre, som for dem er ligeså mange og svære at håndtere. Den uendelige konkurrence om at levere de dygtigste elever målt på karakterer og trivsel, skaber et stort pres på alle parter, for den eneste sandhed der tilsyneladende huserer er, at hvis du ikke klarer dig godt i skolen, så kan du ikke få en god uddannelse og få det arbejde som du drømmer om og derved ende med et liv uden mål og mening. Er det i virkeligheden en ubrydelig spiral, som forstærker forventningerne til børn, forældre og skole for hvert år der går, idet test og målinger er genstand for nye redskaber og metoder, der skal fremme en mere positiv faglig udvikling? 

De mennesker jeg har været så heldige at arbejde sammen med omkring børn og unge, står det klart for mig, at der er den bedste intension om at bidrage til udviklingen og dannelsen, men opgaven er mere kompleks nu end nogensinde før. Engang var det skolen som satte rammen for, hvordan der skulle læres og hvad god opførsel var, og havde fuldt ud respekt og beføjelse til at håndhæve standarden, så det enkelte barn kunne tilpasse sig. Heldigvis er vi et andet sted i dag, med et andet fokus på læring og dannelse, men det kommer ikke uden følger. Vi er alle unikke, kommer fra forskellige baggrunde og med mentale styrker og svagheder, som alt sammen påvirker måden vi udvikles og dannes på. Carl Gustav Jung (1875-1961) mener, at man kan identificere barnets foretrukne indstilling eller energi som værende ekstrovert eller introvert helt ned til 1-årsalderen.  Der er ligeledes eksempler på, hvordan de mentale funktioner kommer til udtryk hos barnet i forskellige sammenhænge. Som sagt er vi alle unikke og vi besidder alle sider, hvor vi har vores styrker og andre sider med svagheder. De mentale funktioner er, ifølge Jung, vores måde at opfatte og vurdere verden på, altså man kan opfatte eller indsamle information ved sansning eller intuition og vurdere eller bearbejde information med tænkning eller følen. Jeg folder det ikke yderligere ud her, da pointen ikke er at gå i dybden med Jungs typologi, men at forstå hvordan vi alle ser og handler ud fra vores foretrukne præference. Vores forventninger vil således også have vores præferencer med sig, hvilket ofte skaber nogle udfordringer, især hvis andre mennesker med andre præferencer, er en del af forventningerne. 

Vi lever i en tid, hvor intet er forkert, det er bare anderledes og det bør vi respektere og tilpasse, blandt andet i skolen, men også generelt i vores samfund. Forventningen til skolen kan derfor hurtigt blive den, at alle børn har ret til at blive mødt på hver deres foretrukne måde, med forståelse for udfordringer, og optimal udnyttelse af styrker og ressourcer. Med tanke på at vi opfatter og vurderer på forskellige måder, synes opgaven som formidler, trivselsskabende og udviklingsfremmende noget mere kompleks end som så. Selv i hjemmet møder børnene deres forældre, som hver har deres præferencer, hvilket for nogle børn kan være svært at forstå, hvis de har helt andre præferencer. Et typisk eksempel kunne være, om man vender sin energi udad eller indad. Jeg er selv forælder til to dejlige børn, som har været igennem folkeskolens 10 år. Deres mor og jeg har helt forskellige præferencer, og det er jeg slet ikke i tvivl om at mine børn også har. På nogle områder ser vi tingene ens, men det sker ret ofte, at vi har meget forskellige opfattelser eller vurderinger af en given situation. Det har da ført til visse ophedet diskussioner og mindre anerkendende pædagogik fra min side, men det er også en del af dannelsen, ikke kun for mine børn, men også for mig. Med mine egne erfaringer både privat og som ansat ved en skole, kan jeg forundres over, om der i en klasse med 20-25 elever, kan forventes at rammerne er så fleksible og individpræget, at alle igennem 10 år vil komme igennem og blive så dygtige som de kan.

I et moderne samfund som vores, er der ingen tvivl om, at der er høje forventninger til forældrene og deres børn, når de møder institutionslivet. Hvad der ikke er tilgængeligt med gåde råd, holdninger og meninger om, hvordan man er en god forælder og hvordan barnet gerne skulle opføre sig, er ikke så lidt. I takt med at forventninger til skole og institutioner forhøjes, så forventes der ligeledes mere af børn og forældre, både inden de starter og mens de er der. Forventningen fra skoler og institutioner kunne meget vel være, at børn og forældre kommer med et minimum af kompetencer og forståelse for den virkelighed der venter. Altså at barnet har indfriet de fysiske og psykiske minimumskrav for det niveau der skal være, førend barnet kan begå sig på den pågældende institution eller skole. Kan man sige, at det er et fællesansvar alle borgere har for at styrke mulighederne for det enkelte barn, så hvis barnet ikke lige rammer niveauet, kan skolen jo ikke leve op til den politiske forpligtelse om at sikre læring, trivsel og udvikling, så alle kan blive så dygtige som de kan. Det kan formuleres som en forventning om, at alle forældre og børn, skal have forståelse for, at alle skal have et passende niveau inden de starter, dette gælder både adfærd, læringsparathed og sociale kompetencer. Her kan jeg omvendt forundres over, om det overhovedet er muligt at forvente i en tid, hvor økonomisk vækst, personlig succes og social anerkendelse er væsentlige faktorer i et moderne familieliv.

Jeg har i min tid som leder i det offentlige set denne tendens vokse og det er vel meget naturligt, at jo mere vi ønsker at kunne præstere, jo højere forventninger skal vi have til hinanden. Spørgsmålet er om vi har forudsætningerne for at lykkedes. Samfundet hæver forventninger til skolen, skolen hæver forventningerne til børn og forældre, hvilket jo alt sammen lyder meget godt, men hvad sker der når de høje forventninger ikke indfries, enten af skolen, børnene eller forældrene? Jeg har ikke tænkt mig at komme med eksempler her, for jeg formoder at læseren selv kan få øje på udfordringen. Ellers kan man med garanti finde nogle underholdende versioner i ”@beskedfraaula”.

Desværre sker det fra tid til anden, at forventningerne er så langt fra hinanden, at der tages drastiske beslutninger på børnenes vegne, hvilket kan være nødvendigt og i nogle tilfælde det rigtige. Når jeg ser tilbage på min tid som leder i dette hav af forventninger, kan jeg ikke undgå at tænke, at vi i mange tilfælde forsøger at undvige konfrontationen, eftersom man hurtigt kan komme i en situation, hvor man definerer noget som rigtigt og andet som forkert. Som jeg tidligere var inde på, så mener jeg at der breder sig en kultur, hvor intet er forkert, men bare anderledes. Når de to forventninger møder hinanden og det ikke lige lever op til det man havde sat sig for, ja så kan man sidde i en situation, hvor man mere eller mindre utilsigtet, får kastet en dom af sig eller på sig, som dårlig skole, lærer, pædagog, leder eller forælder. Det får som regel ingen positiv udgang for barnet, og giver et knæk på stoltheden uanset hvilken side man repræsenterer. 

Afslutning

Der er ingen tvivl om, at forventningerne er høje begge veje, og jeg ved at mange gør en kæmpe indsats for at få klarlagt, hvad der kan forventes på den pågældende skole og hvad der forventes af forældrene, blandt andet ved at opdatere informationsmateriale til nye børn og forældre hvert år. Jeg mener at der mangler en væsentlig og afgørende dimension, nemlig det at forældrene imellem også får klare linjer på, hvordan man som forældre håndtere skolelivet på godt og ondt, både med hinanden, men også hvordan der samarbejdes med skolen, uanset hvilken situation der er tale om. Det er skolen som bør tage ansvar for at en sådan proces kan realiseres, hvilket kræver tid og kræfter i starten, men min erfaring siger mig, at det er givet godt ud, når man tænker på de mange vigtige og værdifulde år, som skole, børn og forældre har foran sig.

Vi ser livet ud fra vores eget perspektiv, det kan ikke være anderledes, men mange får svære og svære ved at være i et mangfoldigt fællesskab. Det enkelte barns udvikling er sat så meget i fokus, at forventningerne til de omgivelser barnet begår sig i, herunder skole og institutioner, er urealistiske og omvendt er der en forventning om, at barnet har tillært sig mange avancerede egenskaber, inden de begynder på en (ud)dannelsesinstitution.

Jeg kan nemt forestille mig, at børn mærker og oplever forventningerne, muligvis ikke bevidst i de første år, men da det er lig med et mindre godt liv, ikke at klare sig godt i skolen, så kommer presset helt af sig selv. Det er pudsigt at tænke over, at ordet skole oprindeligt stammer fra græsk (scholé) og betød ”fri tid til læring og studier”. I dag vil mange børn nok ikke forbinde skole med fri tid, men nærmere en tvang med faste rammer og regler, som skal overholdes. Lad os hurtigt blive enige om, at det er en rigtig god ide med struktur og ordentlige rammer for en skole i dag, men det kunne være en ligeså god ide at få mere af en oplevelse af fri tid ind i billedet igen. Det starter med at vi får bestemt og afstemt forventningerne på en måde, hvor udgangspunktet er ens for alle parter og derved får tøjlet og nedlagt uhensigtsmæssige forventninger om præstationer og mål for dannelse. Måske på den måde kan vi få en oplevelse af fri tid til læring og studier tilbage i skolen og lade udviklingen komme mere indefra i samspil med fællesskabet.

Formålet med teksten har været, at få skrevet nogle af de refleksioner ned, om den kløft jeg mener der skrider mere og mere fra hinanden. Meget mere kunne siges og skrives, fra en tid jeg har været vanvittig glad for, og som jeg håber at kunne gøre brug af i fremtiden, men jeg håber endnu engang at indholdet har inspireret til at tænke over dine forventninger til dig selv, dine børns (hvis du har nogen) skole, dine kollegaer, din arbejdsplads etc.

I 2016 var der stor fokus på selvudvikling, udvikling i arbejdslivet og udvikling i pædagogik og uddannelse. I debatten deltog blandt andet de to professorer Svend Brinkmann og Hans Henrik Knoop. Det kom der en glimrende bog ud af i 2016 ”Positiv og negativ psykologi”, i hvilken jeg har fundet en del inspiration til ovenstående, hvorfor jeg kan anbefale at læse eller lytte til deres meget saglige og værdifulde debat, hvis man ønsker at komme lidt dybere.